Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Hjemmeundervisning

Der er undervisningspligt i Danmark, men der er ikke skolepligt. Du har derfor mulighed for at hjemmeundervise dit barn.

Hvis forældre vælger at hjemmeundervise sit barn, skal der føres tilsyn med hjemmeundervisningen. Tilsynet er en sikring af dit barns læring.

  • Du skal anmelde hjemmeundervisning digitalt.
Anmeld hjemmeundervisning

Læs om hjemmeundervisning

Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen. Der er også mulighed for, at de kan blive undervist hjemme.

Ønsker du at hjemmeundervise dit barn og overtage ansvaret for barnets undervisning, er der en række forhold du skal være opmærksom på.

Vælger du at hjemmeundervise dit barn, skal du inden opstart anmelde hjemmeundervisning til Brønderslev Kommune.

Anmeldelse skal du lave via selvbetjeningsløsning, øverst på siden.

Du skal udfylde følgende
  1. Hvilket barn skal undervises hjemme
  2. Hvilket klassetrin tilhører eleven
  3. Hvor skal undervisningen foregå
  4. Hvem skal undervise barnet
  5. Samtidig skal du udfylde en plan for undervisningen

Ophør af hjemmeundervisning skal informeres mundtligt eller skriftligt til sekretariat for Børn og Kultur, med information om fremtidig skolegang.

Når Brønderslev Kommune modtager anmeldelse af hjemmeundervisning, vil familien indenfor 5 hverdage blive kontaktet, for at aftale opstartsmøde for hjemmeundervisningen.

Samarbejde med Brønderslev Kommune

Opstartsmøde aftales mellem hjemmet, afdelingsleder fra skoledistriktet og tilsynsførende for hjemmeundervisning. Opstartsmødet er til gensidig information og forventninger om hjemmeundervisning, følgende vil blive drøftet:

  • Hvordan og hvor skal tilsynet foregå?
  • Hvor ofte skal der føres tilsyn?
  • Er der særlige hensyn, der skal tages til familien og børn?
  • I hvor høj grad og på hvilken måde skal børnene deltage i tilsynet?
  • Hvordan skal hjemmeunderviseren dokumentere læringen?
  • Hvilke forventninger har tilsynet, og hvilke forventninger har de hjemmeundervisende?
Undervisningsplaner og undervisningsmaterialer

Hjemmeunderviser du dit barn, skal du udarbejde en relevant undervisningsplan, og du skal selv sørge for undervisningsmaterialer og udstyr, herunder computer.

Undervisningsministeriet, Styrelsen for IT og læring informerer: Er du ikke tilknyttet en skole/institution, kan du ikke få UNI-Login. Kontakt i stedet udbyderen af det/de produkt(er) du ønsker adgang til, for at høre om, hvordan du kan få adgang.

Køber du som forældre onlineundervisning, er det altid forældrene, der har ansvaret for at undervisningen står mål med hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.

Det er ikke et krav, at hjemmeundervisningen skal omfatte undervisning i alle folkeskolens fag. Dog skal der tilbydes undervisning inden for hvert af de fagområder, som kan opdeles i humanistisk, naturvidenskabelig og praksis-musisk. Det anses dog som et mindstekrav, at fagene dansk, matematik og engelsk kan identificeres. Det følger af bestemmelsen i Friskolelovens §9 stk. 2, om den tilsynsførendes tilsyn med elevens standpunkt i disse fag.

Det er afgørende, at hjemmeundervisningen ud fra en helhedsvurdering giver eleven de samme muligheder for en alsidig personlig udvikling og kundskabstilegnelse, som hvis eleven havde gået i en folkeskole.

Der skal være enighed om fravalget af en grundskole. Vælger man som forældre, at hjemmeundervise sit barn, skal der være enighed herom.

Forældremyndighedsindehaveren / indehaverne

I henhold til forældreansvarsloven § 3, hvoraf følger, at har man fælles forældremyndighed, kræver væsentlige beslutninger vedrørende barnets forhold enighed mellem forældrene. Af lovbemærkningerne fremgår, at det der forstås som „væsentlige beslutninger” bl.a. omfatter valg af skole og valg af skoleretning. I tilfælde hvor der mellem forældremyndighedsindehaverne ikke kan opnås enighed, vil tilbagefaldsreglen være, jf. Folkeskolelovens § 36, stk. 2 være, at barnet optages i skolen i det distrikt, hvor det bor eller opholder sig.

Der kan afholdes prøver hvert år i dansk, matematik og engelsk (og andre fag efter vurderet behov). Den, der varetager hjemmeundervisningen, leder prøverne efter aftale med den tilsynsførende. Der føres tilsyn under selve prøveafholdelsen, og resultatet vurderes af tilsynsførende jf. Bekendtgørelsen af lov om friskoler og private grundskoler.

Hvis det vurderes, at undervisningen IKKE står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, sker følgende:

  • Hjemmeunderviseren orienteres om, hvad der mangler i undervisningen
  • Der afholdes endnu en prøve efter 3 måneder
  • Hvis undervisningen herefter stadig er mangelfuld, skal barnet undervises i folkeskolen eller en anden skole, hvor undervisningspligten kan opfyldes jævnfør Folkeskolens §33 stk. 2.

Der kan jævnfør Forvaltningsloven klages over denne afgørelse. En eventuel klage skal sendes til chef for Skole og Dagtilbud

Afgangseksamen

Ønsker forældre/elev at eleven skal gå til afgangseksamen, bliver det som privatist. Det er forældrenes ansvar at kontakte den prøveansvarlige skole. I Brønderslev Kommune foregår alle eksaminer for privatister på Hedegårdsskolen.

Prøveansvarlig skole kontaktes i begyndelsen af skoleåret, hvor der afholdes prøve, hhv. i 8. hvor der er prøver i de obligatoriske valgfag, hhv. i 9. hvor der er obligatoriske prøver i en række fag og i enkelte udtræksfag.

I samarbejdet med eksaminatorerne på prøveansvarlig skole, vil eleven blive orienteret om prøvens form og indhold, få udleveret tekstopgivelser og andre relevante oversigter, samt få svar på øvrige relevante spørgsmål vedrørende afholdelse af eksamen.

Prøveansvarlig skole afgør om eksaminator bliver en lærer fra denne skole, eller om det er den person der har forestået hjemmeundervisningen.

Forældre/elev kan vælge ikke at gå til afgangsprøver, og i stedet benytte sig af muligheden for at gå til optagelsesprøver på den ønskede ungdomsuddannelse.

For elever der undervises på 8. og 9. klasses niveau, anbefales det under alle omstændigheder at være i dialog med Ungecentret i Brønderslev Kommune, dette kan

Skolechef og skoleleder udpeger en tilsynsførende. Skoleforvaltningens tilsynsførende og skolelederen aftaler, hvem der fører tilsynet og hvordan det føres. Undervisningsstedet besøges minimum to gange årligt, primært ved anmeldte besøg.

Tilsynet kan omfatte
  1. Observation af undervisningen
  2. Vurdering af barnets faglige standpunkt og læringsprogression
  3. Samtale med forældrene om undervisningen, herunder blandt andet drøftelse af ugentligt timetal samt fagrækken
  4. Tilsyn kan omfatte faglige test i fagene dansk, matematik og engelsk.
  5. Tilsyn kan for elever i aldersgruppen 7- 9. klasse ske i samarbejde med Ungecentret (UU vejleder)
  6. Ved tilsyn af elever i 7. og 8. klasse drøftes der, hvad forældre/elev har af planer for afgangseksamen efter 8. og 9. klasse. Hvis en elev skal tilmeldes eksamen ved en folkeskole, skal forældrene inden den 1. februar kontakte Hedegårdsskolen.
    • Hvis en elev tilmeldes afgangseksamen som privatist, bliver forældrene efterfølgende opkrævet, for det timeforbrug som skolen har brugt i forbindelse med eksaminationen.
Tilsynserklæring

Forældrene/underviseren skal udarbejde en plan for skoleåret. På baggrund af forældrenes undervisningsplan, udarbejdes der i foråret en skriftlig vurdering af, om undervisningen står mål med / ikke står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.

Tilsynserklæring indeholder en sammenfatning ud fra følgende
  • Foregår undervisningen på dansk i alle fag, sprogfag undtaget?
  • Står undervisningen mål med hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen indenfor det humanistiske fagområde, det naturfaglige fagområde og det praktiskmusiske fagområde?
  • Identificering og vurdering af elevens læring i dansk matematik og engelsk
  • Vurdering af det samlede undervisningstilbud
  • Forbereder underviseren eleven til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre, herunder ligestilling mellem kønnene?

Hjemmeundervisning hører under „Bekendtgørelse af lov om friskoler og private grundskoler m.v.”

Grundloven § 76

Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen. Forældre eller værger, der selv sørger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige at lade børnene undervise i folkeskolen.

Friskoleloven § 34

Stk. 1. Hvis forældrene selv vil sørge for undervisning af deres børn i den undervisningspligtige alder, skal de meddele det skriftligt til kommunalbestyrelsen, før undervisningen begynder.

Stk. 2. Meddelelsen skal indeholde oplysninger om, hvilke børn der skal deltage i undervisningen, hvor undervisningen foregår, og hvem der skal undervise børnene.

Friskoleloven § 35

Stk. 1. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med den undervisning, børnene får i hjemmet m.v.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan hvert år lade afholde prøver i dansk, regning/matematik, engelsk, historie/samfundsfag og naturvidenskabelige fag for at sikre, at undervisningen står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Den, der har undervist børnene, leder prøverne efter aftale med kommunalbestyrelsen.

Stk. 3. Skønnes det, at undervisningen ikke har været forsvarlig, underretter kommunalbestyrelsen forældrene om, at der vil blive afholdt en ny prøve efter 3 måneder, og at børnene, hvis undervisningen stadig er mangelfuld, skal undervises i folkeskolen eller en anden skole, hvor undervisningspligten kan opfyldes, jf. § 33, stk. 2, i lov om folkeskolen.

Stk. 4. Når kommunalbestyrelsen skønner, at undervisningen er forsvarlig, kan den fritage for tilsynet.

Friskoleloven § 36

Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler for afholdelse af prøver for børn, der ønsker at indstille sig til folkeskolens afsluttende prøver uden at have fulgt undervisningen ved skoler, der har ret til at afholde prøver.

Kontakt

Kontakt os
Skoleområdet - Hjemmeundervisning

Ny Rådhusplads 1
9700 Brønderslev

Skriv sikkert til os (MitID)
Skriv sikkert til os (Erhverv)

 Lukkedage i administrationen

Jørgen Dyrskjøt Thorsen

Afdelingsleder

Hold dig opdateret om Brønderslev Kommune

Ny Rådhusplads 1
9700 Brønderslev

Tlf.: 9945 4545
raadhus@99454545.dk

Skriv sikkert, hvis du deler følsomme
eller fortrolige oplysninger.

Send sikkert post (MitID)
Send sikkert post (Erhverv)

CVR-nummer: 29189501

Lukkedage i administrationen

Åbningstider

Mandag - onsdag 10.00 - 14.00
Torsdag 10.00 - 16.30
Fredag 10.00 - 13.30

Kontaktcenter - Telefontider

Mandag - onsdag 8.00 - 15.00
Torsdag 8.00 - 17.00
Fredag 8.00 - 14.00

Dronninglund Rådhus

Rådhusgade 5
9330 Dronninglund

Åbningstider

Mandag - onsdag 8.00 - 14.00
Torsdag 8.00 - 16.30
Fredag 8.00 - 13.30

Borgerservice på Dronninglund Bibliotek

Slotsgade 47
9330 Dronninglund

Åbningstider

Mandag10.00 - 14.00
Torsdag10.00 - 16.30
Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback