SSP står for skole, socialforvaltning og politi. Gennem SSP samarbejder de forskellige faggrupper om at forebygge kriminalitet blandt børn og unge i Brønderslev Kommune
SSP-samarbejdet er et tværfagligt samarbejde mellem skoler, socialforvaltning og politi. SSP-samarbejdet håndterer den lokale forebyggende indsats overfor børn og unge.
SSP-samarbejdet har fokus på at forebygge at børn og unge begår kriminalitet, unges uhensigtsmæssige brug af rusmidler mv.
SSP netværket har et stort lokalkendskab og kan derfor opfange faresignaler og udviklingstendenser i kriminaliteten, og i børns og unges levevilkår tidligt nok til, at der kan gøres en indsats.
Udover skoler, socialforvaltning og politi kan andre samarbejdspartnere i til forebyggelse at børn og unge udvikler en uhensigtsmæssig social og kriminel adfærd kan være institutioner, boligområder, fritidsområder og det kulturelle område.
Målet for SSP-samarbejdet i Brønderslev Kommune er at:
- Arbejde med en generel forebyggende indsats mod kriminalitet blandt børn og unge
- Sikre størst mulig grad af trivsel set i kriminalpræventivt perspektiv
- Forhindre, at børn og unge kommer ud i kriminel adfærd eller misbrug af rusmidler
- Synliggøre lokale ressourcer og initiativer
- Muliggøre en samordnet kriminalpræventiv indsats på børn- og ungeområdet
Læs mere om SSP Brønderslev
SSP-samarbejdet er organiseret som en naturlig konsekvens af, at både skolesystemet, det sociale system og politiet alle via lovgivningen er forpligtet til at udføre kriminalitetspræventivt arbejde i bredeste forstand.
I Folkeskoleloven er denne forpligtigelse ikke direkte udtrykt, men det nævnes i lovens formålsparagraf, at den enkelte elev skal opnå en alsidig personlig udvikling - noget der ikke kan lade sig gøre, hvis den unge kommer ud i misbrug, kriminalitet mv.
Det sociale system er i Barnets Lov forpligtet til at føre tilsyn med de vilkår, som børn og unge lever under og eventuelt støtte med at skabe de bedst mulige opvækstvilkår.
Politiets forpligtigelser fremgår af Politilovens § 1, hvor der står, at politiet "skal virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet". Politiet "skal fremme det formål gennem forebyggende, hjælpende og håndhævende virksomhed". Efter Retsplejeloven § 114 skal politidirektøren også arbejde for at etablere et kriminalitetsforebyggende samarbejde mellem politiet og hver kommune i politikredsen, herunder at inddrage skoler og sociale myndigheder.
I Retsplejelovens § 115 gives der hjemmel til at politi, skole og sociale myndigheder kan udveksle oplysninger på tværs i det kriminalitetsforebyggende arbejde. Det er altid saglige og relevante oplysninger, der kan belyse sagen, som udveksles.
I Brønderslev Kommune har vi valgt at lægge os op Det Kriminalpræventive Råds model for kriminalitetsforebyggelse til forebyggelse af, at børn og unge udvikler en uhensigtsmæssig social og kriminel adfærd
Indsatser på opbyggende niveau
- En årlig SSP-temadag for alle 8. klasser i kommunen, hvor tematikkerne bliver bestemt ud fra en spørgeskemaundersøgelse.
- "Dit liv på nettet", som er undervisning for 2., 4., 6. og 8. klasser i digital dannelse. Her er der også mulighed for forældreoplæg. "Den sikre side" ved forebyggelsesbetjente.
- "Den gode klasse", som er undervisning for indskoling, mellemtrin og udskoling i social kapital og social pejling.
- "Flertalsmisforståelser" oplæg i kommunale 7. klasser ved Ungdomskonsulenten.
- "Fri for mobberi" er et materiale, der bliver brugt i børnehaver, hvor der allerede i en meget tidlig alder er fokus på social kapital.
- TRIO med deltagelse af skole, socialforvaltning og PPR.
Indsatser på foregribende niveau
- Ad hoc oplæg omkring alt fra sociale medier til rusmidler. Oplægsholdere kan være ungekonsulent fra UngeCentret, børne- og ungerådgiver fra Familieafdelingen, UngeCentret eller forebyggelsesbetjente.
- Tværfaglig skoleteam med deltagelse af skole, socialforvaltning, PPR og sundhedsplejerske.
Indsatser på indgribende niveau
- Bekymringssamtaler med forebyggelsesbetjente, Ungekonsulent eller børne- og ungerådgivere.
- Misbrugsbehandling enten i form af ambulantbehandling eller døgnbehandling.