Sammenhængende børnepolitik
Med Folketingets vedtagelse af anbringelsesreformen blev kommunerne forpligtet til at udarbejde en sammenhængende børnepolitik med det formål at sikre sammenhæng mellem det generelle og forebyggende arbejde og den målrettede indsats overfor børn og unge med særlige behov.
Sammenlægningsudvalget for Brønderslev Kommune igangsatte arbejdet i november 2006. En styregruppe blev nedsat og i samarbejde med Børne- og Ungdomsudvalget har styregruppen varetaget arbejdet med de overordnede linier.
Styregruppen bestod af:
Vibeke Gamst, Fritids- og Kulturområdet
Jørn Godsk Jørgensen, Dagsinstitutionsområdet
Per Haugaard Jensen, Skoleområdet
Kirsten Ahlgren, PPR
Jytte Møller Christensen, Sundhedsområdet
Hanne Jakobsen, Projektleder fra Udvikling & Planlægning
I perioden fra 1. februar til maj 2007 arbejdede styregruppen med følgende opgaver:
-
proces med fagudvalg omkring værdier og fastsættelse af målgrupper samt konkret formulering af udkast til børne-/familiesyn for Brønderslev Kommune
-
temadag med det samlede Byråd
-
udarbejdelse af målsætninger
I perioden maj til ultimo oktober 2007 arbejdede de enkelte fagområder med operationalisering af politiske mål og udviklingsmuligheder samt udarbejdelse af sagsstandarder.
Inden arbejdet gik i gang tilkendegav Brønderslev Kommunes Byråd ønske om, at den sammenhængende børnepolitik, ikke alene skulle opfylde anbringelsesreformens krav over for børn og unge med særlige behov, men at den skulle antage et bredere perspektiv og medvirke til at sikre det gode børne- og ungdomsliv for alle børn i kommunen.
Tanken med den sammenhængende børnepolitik for Brønderslev Kommune er derfor, at den sammen med øvrige politikker inden for børne- og ungeområdet skal medvirke til at spinde en rød tråd gennem alle tilbud til børn og unge.
For netop at sikre en forebyggende og tidlig indsats, rummelighed og sammenhæng mellem sektorer og indsatser (tværfaglig indsats) - herunder også fritids- og kulturtilbud har hele børne- og ungeområdet således været inddraget i tilblivelsen af kommunens sammenhængende børnepolitik.
Bilag:
Sammenhængende Børnepolitik (Nyt vindue)
Fokus og indsatser 2008 (Nyt vindue)
Sagsstandarder (Nyt vindue)